sejlmagerhansen

Om Fremtid, Ansvar og Sejlmageri

Sat, 11 Nov 2023 16:16:02 GMT

Helle Barner Jespersen:

Der skal noget til, før UNESCO nikker anerkendende i retning af vores maritime verden. Således var det ikke så ringe da Nordens både- og skibsbyggere i 2021 fik en velfortjent anerkendelse for deres traditionelle klinkbygningsteknik. Man må godt være stolt og glad over det. Men det er ikke en gratis omgang. Der følger et ansvar med - gisp. Alle de nordiske lande har New forpligtet sig til at værne om den immaterielle kulturarv for de kommende generationers skyld. Og her er der ikke alene tale om regeringer og politikere. Det vedrører ganske enkelt alle involverede parter; også sejlmagere.P

Vi bliver ofte spurgt om fremtiden for unge sejlmagere i Danmark. Hvad skal vi dog svare? De fleste sejl bliver i dag fremstillet i udlandet, til lave priser, som vi ikke kan konkurrere med. For sejlmagere i Danmark er der dermed som regel kun småopgaver tilbage - sprayhoods, reparationer og den slags. Det er forståeligt at de fleste vil tænke sådan: ara Giver det mening at fortsætte sejlmageruddannelsen? Det er ikke fordi interessen ikke er der hos de unge mennesker. Det er jo dem der stiller spørgsmålet. Vi har et ansvar i at forholde os konstruktivt til det spørgsmål. Gisp igen.gr

Siden 60'erne, hvor plastik industriens lobbyister brugte mange ressourcer på, at få alle i det maritime håndværksmiljø til at skifte til billigere og mere holdbare plastprodukter, er efterspørgslen på naturprodukter faldet så meget, at det ikke længere er rentabelt at producere disse i Skandinavien. Derfor kommer næsten al naturfiberproduktion fra Kina og Indien hvor produktionsmetoderne oftest ikke er bæredygtige.aph

I den verden af i går hvor Tupperware nærmest var et statussymbol og indbegrebet af ”praktisk”, var det kun logisk og konsekvent, at tage kunstfiber i anvendelse, også for fremstilling af sejl og tovværk. Listen af fordele er lang. Det er ikke mange årtier siden, man begyndte at tænke sådan. I dag står vi med et dengang uventet problem – masser af plastik i havene. Fiskenet, tovværk og mikroplast. Har vi ikke et ansvar for at se det som en udfordring til nytænkning? Og gisp – igen, igen.

Som den sejlmager i Danmark, der går mest helhjertet ind for bevaring af håndbåren kulturarv i vores arbejdsområde, har vi skrevet under på

Det nordiske klinkbåds charter - Charter for værn af nordiske klinkbådstraditioner

(se h ttps://kysten.no/medier/bilder/Det-nordiske-klinkbåd-chareret.pdf). Selvfølgelig gjorde vi det. Det kunne ikke have været anderledes.

Som d en sejlmager i Danmark, der går mest helhjertet ind for at sikre en fremtid for unge mennesker i faget, ikke mindst ved at uddanne lærlinge og formidle udrydningstruet kundskab; kæmper vi for interessen for traditionelle sejl til traditionelle skibe, gerne fremstillet i traditionelle materialer med traditionelle metoder. Vi ser at der er bevægelse i den retning. Antallet af bådejere, der spørger ind til naturfibre, vokser stødt. For vores lærlinge er der masser af udfordring i det. Hvert sejl er unikt. Det giver stor faglig tilfredshed at fremstille. Det giver spænding og afveksling.

Som de n sejlmager i Danmark, der går mest helhjertet ind for brug af alternativer til kunstfibre, er vi dybt frustrerede. Vi kan ikke handle som vi gerne vil. Materialerne findes simpelthen ikke, i hvert fald ikke i tilstrækkelig, kvalitet og beskaffenhed. Hamp kommer mest fra Kina, og kvaliteten af lange fibre er ikke hvad det burde være. Det er kun et eksempel. Mange naturfiberprodukter, som man brugte for 50 - 100 år siden, lever ikke op til moderne forventninger mht. anvendelighed, holdbarhed, styrke, vægt osv. Det ville være løgn at påstå andet. Alligevel kan vi ikke lægge hænderne i skødet.

Vi er nød t til at få produktion af dug og tovværk tilbage til vores del af verden, hvis vi vil sikre os at vi fremover har adgang til materialer og produktion, og derved sikre at de nordiske maritime håndværk overlever i den form vi kender dem. Vi er nødt til at udvikle produkter som belaster naturen mindre end de gør i dag, både i fremstilling og holdbarhed. Vi har brug for forskning, brainstorming, ideer og penge til at finde nye veje. Det er ikke en opgave vi kan

sende vider e til lavtlønslande eller til Silicon Valley. Vi bliver nødt til selv at tage fat. Her hos os i Norden.

Vi kalder på politikernes bevågenhed. Vi kalder på fondsmidler. Vi kalder på organisationers engagement i sagen. Vi kalder på samarbejde! Samarbejde på tværs af interesser. Samarbejde på tværs af landegrænser. Ellers kommer vi ingen vegne.

Der ligger et he lt naturligt bæredygtigt produkt, som kun venter på at blive produceret - nordisk bomuld - brændenælden. Den vokser af sig selv i alle vores skove og områder, som bliver braklagt. Den store udfordring med produktionen er høstning, skætning, hegling, spinding og vævning. Der er nye forsøg som viser at nælden skal blive

stående i froste n og så høstes, kartes og spindes som bomuld. Se https://www.nettledress.o rg

Brændenældefibre s kal udgøre en del af forskningen der omhandler naturfibres tilbagetræden som produkter der kan produceres og bruges i stedet for, eller evt. i kombination med allerede kendte produkter. Som sejlmager mærker vi dagligt den store efterspørgsel på naturmaterialer, og kan se dem alle skiftet ud med syntetiske materialer. Det gælder sejldug, tovværk, tråd mm. Spørgsmålene vedrørende naturfibrenes modstandsdygtighed over for slid og råd er en del af forsøgene. Dog findes der talrige forsøg med naturfibre der giver et meget positivt billede af disses holdbarhed.

Vi har brug for at vi se de unge, at der er bæredygtige veje, som måske er mere besværlige, men som er nødvendige for at understøtte et bæredygtigt produkt. Vi har et ansvar for at give vores kulturarv videre til de kommende generationer, og dette er et arbejde der hviler på mange forskellige grundpiller. Helt konkret er det vitalt at sikre, samt videregive, den viden der lige nu stadig findes rundt omkring i norden. Derudover må vi ikke miste vores kontakt til naturen og de materialer naturen giver os

Der er mulighed for at skabe nye arbejdspladser med fremstilling af nye materialer og metoder, som lever op til fremtidens forventninger. Som tager ved lære af fortiden, for fremtiden skyld. Vi har mulighed for at fastholde og udvikle traditioner, som står vores hjerte nært.

Vi er ikke i tvivl om a t svaret er at finde nye bæredygtige alternativer men ikke i den retning, vi går nu. Vi skal begynde at tænke bæredygtigt og handle derefter. Som engagerede samfundsborgere tror vi fuldt og fast på at vi kan være med til at skabe en bedre og renere verden, baseret på det bedste fra fortidens og nutidens viden. Vi er overbeviste om at der findes mange andre der har de samme drømme, ideer og håb som os, og selvfølgelig også en overbevisning om at vi ikke har noget valg hvis vi vil bevare de maritime håndværk på en bæredygtig og fremtidssikret måde. Vi ved at der ligger et stort arbejde foran os, men er også overbeviste om at det er alt besværet værd

Sejlmageren Afholder kursus i Hamborg

Thu, 16 Jun 2022 07:15:39 GMT

Her i weekenden blev der afholdt sejlmagerkursus på Deutsches Hafen Museum i Hamborg.

Det bød på riggertasker med syede huller, fladsøm og hele pivtøjet. Syning af ligtov blev udskudt til næste kursus, hvor der stadig er ledige pladser

Gyngeskib på Bestilling.

simon@sprint.film (Sprint Film ApS) — Sun, 25 Oct 2020 01:24:20 GMT

Efter et længere udviklings arbejde er det skibske alternativ til gyngehesten landet. - Den kan selvsagt bruges til at sejle verden rundt i, men også som vugge eller seng.

Kan købes på bestilling, Ring til Helle og hør mere på +45 60 93 12 56 eller skriv til hende på helle@sejlmagerhansen.dk

Det svageste led

Tue, 26 May 2020 01:30:35 GMT

Søfolk, sikkerhed, valg af sejldug

Af Helle Barner Jespersen

Før i tiden har det som oftest været sejlene, der måtte give sig, hvis et sejlskib og dens besætning blev overrasket af en hæftig byge eller frontpassage. Sejlene blev ”blæst ud”, dugen blev revet itu eller syningen til ligtovene gik i stykker. Dog bjærgede skibet sig dermed som regel, det kæntrede ikke pga. for stor pres på sejlene. Det er, på mange måder, dyrt at redde sit skib ved at blæse sejlene ud. Bedre forhåndsviden om uønskede vejrændringer kunne sikkert mange gange have forhindret et sådant tab af værdifuld materiel.

I dag har vi langt bedre informationer om vejret omkring os, end vores forfædre havde.

Et er søkort at forstå, et andet, skib at føre. (Ludvig Holberg)

Samtidig, omkring 1960’erne, blev nye materialer taget i brug, især Dacron. Sejlene blæste stort set ikke ud længere. Delvist fordi besætningen ofte var bedre informeret, og delvist fordi sejldugen var langt kraftigere og holdbar end før. Sikkerheden for skib og besætningen var blevet mærkbar bedre. Men samtidig tabte man alligevel også en værdifuld sikkerhedsventil.

For bedre at forstå, hvad jeg taler om, læs her en beretning fra den norske fuldrigger CHRISTAN RADICH (Skibet var på vej hjem til Norge efter fejringen af USA’s 200-årsdag i New York. I den vestlige del af Biscayabugten bliver skibet indhentet af kraftig uvejr. Kaptajn Kjell Thorsen skriver):

”Jeg kan skimte forre røyl der den blafrer vilt. Tømmermannen har været oppe for at prøve å bjerge røylen, men han måtte gi seg. Slangeseisingene holdt ikke. Halvannentoms nylon er sterkt, men altså ikke sterkt nok. Gårdinger og gitau ryker, og seilet henger nå som en pose i skjøtene og råliket som er sydd til et rundtjern, jackstaget, på oversiden av råen. Skjøtene er kjetting som går over i wire, ledet inn til masten, derfra i blokker og tau til dekk.

Nå begynner forre bram å slå seg ut av seisingene. Folk entrer for å berge, men må gi opp. De hopper ned på neste rå, merset, hvor også dette seil har begynt å bule ut mellom seisingene. Røylskjøtene ryker. Kjetting og wire pisker på underliggende rær, på stag og barduner. Seilet henger nå bare i råliket. Det flagrer med en uhyggelig lyd som overdøver alt annet. Gnistene fyker der avslitt wire og kjetting treffer rær, barduner og stag. Bramskjøtene ryker. Samme historien her. - De løse seilene får hele fortoppen til å svaie. Toppen av masten svaier tre-fire fot, og det blir en enorm påkjenning på stagingen. Mersseilet lar seg heller ikke berge. Nå begynner fokken å bryte seg løs. «Ned og berge fokka, karer!» Det er krise hvis den også ryker. Det svære seilet kan slå seg rundt forstagene. Hvis disse springer, kommer fortoppen ned. - Heldigvis berger karene fokken ...

Nå begynner samme elendigheten på stortoppen. Røylen og brammen lider samme skjebne som det vi nettopp har sett på fortoppen. Begge mastene svaier faretruende og jeg venter brekkasje når som helst.

Kunne bare de fordømte sejlene blåse i filler!

Dacron er uhyggelig sterkt. Hadde dette vært hampeseil, som ble brukt tidligere, da hadde de blåst ut for lenge siden. Sørgelig å miste disse seilene som bare er et år gamle. Mannskapet sliter der oppe, men til slutt nytter det ikke lenger. Avslitt wire, kjettingstumper og tauverk pisker i riggen. Det er livsfarlig å jobbe tilværs nå. - Dessuten blåser det slik at man har nok med å holde seg fast. De gjorde en fabelaktig jobb. Du kan stole på dem i en snever vending.

Jeg tar førstestyrmann med forut. Han er også ansvarlig for riggvedlikehold. «Tror du fortoppen holder?»

Det ser stygt ut. Røyl og brambarduner dirrer og vanteskruer blir varme. Det er tegn på materialtretthet. - Det smeller som kånonskudd der oppe. Det rister i hele skuta. Hvor lenge kan det holde? Vaktskvarteret blir evakuert fra forskipet. Kommer masten ned, kan den gå gjennom dekket.

Vi braser bram og røylrærne på stortoppen mest mulig langskips for å legge rærne i vindretningen. På den måten håper jeg å minske de voldsomme rystelsene i masten. - Store stengestaget som holder undermasten langskips fra merset, begynner å gi seg.

Et par kordeler i det dobbelte staget med 3 1/2 torns wire har røket.

Hva gjør vi hvis mastene kommer ned? Hvordan får vi kappet de grove vantewirene? Vårt bærbare gass-skjæreutstyr er nok ubrukbart med alt dette overvannet. Det verste er hvis rær og mastestumper går overbord og blir hengende i stagingen. De kan da slå hull i skutesiden. Jeg langtfra liker situasjonen. Det er utrivelig.” (Mine fremhævninger)

Ingen kom til skade, men kaptajnen kan næppe beskyldes for at overdrive når han kalder oplevelsen for utrivelig.

Som jeg læser det spørger Thorsen sig følgende:

Sejlene er tydeligvis ikke længere det led (i ulykkeskæden), der giver sig først. Hvad er så?

De mulige svar er ret ubehagelige at tænke på:

Er det den stående rig?
Er det masterne selv?
Er det besætningen, som ikke længere har kontrol over, hvad naturkræfterne gør ved deres skib?

Hvis den stående rig eller masterne kommer i farezonen for at knække, må man vel spørge sig selv, om ikke det ville være bedre, dvs. mindre farlig for skib og mandskab, hvis sejlene giver efter før det overhovedet kommer så langt. Med andre ord, har vi i nyere tid ladet os friste til at fremstille sejlene for stærke (for at spare penge), og glemmer derved, at det kan have voldsomt uønskede sideeffekter?

Men hvis besætningen er i fare for at miste kontrollen i en storm, er der endnu mere ubehagelige spørgsmål der trænger sig på.

Det har altid været farligt at begive sig til søs (ligsom det er farligt at krydse gaden). Men vi har i dag meget mere viden, markant bedre adgang til real-time information og bedre materialer. Burde besætningen så ikke være godt rustet til altid at være i kontrol i en sådan situation?

Ja, vil jeg da sige, bestemt, medmindre . . .

Medmindre alt det, der vitterligt er kommet til på plus-siden af sikkerhedsbalancen, trækkes ned igen af tunge faktorer på minus-siden.

Sejlskibe i dag sejler stort set kun for fornøjelsens skyld. Det er ikke handel med livsnødvendigheder, der sender dem på havet året rundt i alle verdenshjørner og under al slags vejr. Dårligt vejr undgås i dag selvfølgelig ved at lade skibe blive i havn, og det ikke kun i vinterhalvåret. Følgelig er søfolk i dag rent statistisk mindre udsat for dårlig vejr i løbet af deres fartstid. Det vil sige, at de også har mindre erfaring med dårligt vejr.

Generelt sejler den enkelte sømand nu mindre end for hundrede år siden. De fleste professionelle tilbringer en begrænset årrække på havet, for derefter at vende sig mod anden levevis. Hver gang en sømand går i land, går noget af hans erfaring tabt for kollegaer og efterfølgere.

Udmønstringsperioderne er kortere. Afløsninger sker ikke længere ved starten af en ny sæson, men ofte efter kun nogle uger eller måneder. Hver afløsning har sin overlevering, og sjældent får man det hele med. Det gælder fx. detaljer om vedligehold. ”Systemer”, gerne ved hjælp af avancerede softwareløsninger, bliver taget i brug, for at erstatte bådsmandens, overstyrmandens, ja, enhvers hukommelse med skrevne ord. Men det, der ikke bliver skrevet ned, det forsvinder.

Nu handler det her bestemt ikke om at jamre, om den-gang-var-alting-bedre. Tværtimod. Den gang var alting ikke bedre. Men selv om en forandring er positiv, er den ikke gratis. Det gælder stadigvæk om at tænke sig godt om.

Sandt er og bliver, at et skibs sikkerhed og vedligehold, er ligefrem proportional med besætningens uddannelse og erfaring. Det er helt klart det sidste sted, hvor et svagt led må være.

Sejlmageren får ny lærling til februar

simon@sprint.film (Sprint Film ApS) — Mon, 16 Dec 2019 01:40:41 GMT

Ofelia Scharff begynder som lærlinge hos Sejlmager Hansens Eftf. til februar 2020. Hun har arbejdet hos sejlmageren i godt ét år, og en baggrund som Georg Stage elev i 2015, og har siden sejlet på forskellige mindre sejlskibe, blandt andet hollandske Eye of the WInd.

2 store artikler i Fyens Amts Avis

simon@sprint.film (Sprint Film ApS) — Sat, 12 Jan 2019 01:40:42 GMT

koleskibene får store nye sejl:
https://www.fyens.dk/Soesiden/Skoleskibene-faar-store-nye-sejl-fra-en-lille-kaelder-i-Nyhavn/artikel/3314840
Hvis linket driller, se artiklen her .
Bredside fra Sejlmager:
https://www.fyens.dk/Soesiden/Bredside-fra-sejlmager-De-flest-sejler-med-forkerte-sejl/artikel/3314839
Hvis linket driller, se artiklen her .

Some Technical Papers

simon@sprint.film (Sprint Film ApS) — Sat, 17 Nov 2018 02:01:18 GMT

The following two papers have been prepared in co-operation with Sail Training International

Click here: Tall Ships Stability by Uwe Delfs Jespersen, revised edition 2022 v10b, based on 2015 paper on the subject.

For comments and enquiries please contact the author here: sail (at) mail.dk

——————–

Click here for a summery of guidelines and recommendations for Rig Maintenance (2014).

———————

Click here for draft of Rapport over træktest by Helle Barner Jespersen and Jesper Kramp Amholt, this is in Danish (2016). An English translation is under preparation. See below: Destructive testing of steel wire terminals (5 mins):

Georg Stage i dok i Assens

simon@sprint.film (Sprint Film ApS) — Tue, 20 Feb 2018 02:01:01 GMT

GEORG STAGE ligger i dok i ASSENS for del to af den store fornyelseskur. Alle master skulle tages ud. Under Helles ledelse var den sag klaret på en enkel dag (men de vejede også en del mindre en PEKINGs).

Pekings master tages ud

simon@sprint.film (Sprint Film ApS) — Sun, 20 Aug 2017 02:00:42 GMT

Den med rette verdenskendte 4-mastede bark PEKING forlod sin liggeplads i NEW YORK og er nu på et værft i Nordtyskland, hvor en totalrenovering er gået igang, som kommer til at vare mindst to år.

Som noget af det første skulle masterne tages ud. En spændende sag, ikke mindst fordi ingen vidste præcist, hvor meget de vejede (22,5 tons, fandt vi så ud af). Sejlmager Hansens Eftf. indgik i et samarbejde med “Oevelgönner Tauwerkstatt”, kolleger, som vi har kendt i årtier.

Siv Jespersen

simon@sprint.film (Sprint Film ApS) — Tue, 20 Oct 2015 02:00:26 GMT

Siv Jespersen har i sommers, efter uddannelsesophold i Norge og i New Zealand, afsluttet sin læretid med rigtig gode resultater. TILLYKKE SIV! Hun arbejder nu som svend hos Helle. Hun siger: “Jeg har i løbet af min læretid arbejdet på fire arbejdspladser i tre forskellige lande. Alle har de været meget forskellige, med hver sin styrke. Jeg startede med vikingesejl i Nyhavn og endte hos en sejlmager som laver sejl til kapsejlads i bl.a. ARAMID og Carbon. Jeg nåede endda forbi New Zealand hvor teknologien og forholdet til sejlsport er ret avanceret, forholdene herhjemme kan ikke tilnærmelsesvis sammenlignes med det. Alt i alt har det været en sindssygt spændende og udfordrende læretid. Det har givet min faglighed lov til at vokse enormt meget, i mange forskellige retninger. “

Frida Thorsen

simon@sprint.film (Sprint Film ApS) — Thu, 01 Oct 2015 02:00:10 GMT

Frida Thorsen er nu andet års lærling. Hun var i IRLAND i løbet af sommeren og meget glad for erfaringen.

Rasmus Olsen savnede sit arbejde som bådbygger, så han forlod os desværre og tog til Norge.

Efter nytår kommer FREDERIK THJELLESEN som ny lærling til Helle

Sejlmageren i TS 2015

simon@sprint.film (Sprint Film ApS) — Tue, 01 Sep 2015 01:59:53 GMT

Jens Riise har skrevet en udførlig artikel om sejlmageriet i TS Bladet i april 2015:

Læs hele artikelen her (som pdf-fil): Sejlmageri reddet i sidste øjeblik

Er godt håndværk dyrt?

simon@sprint.film (Sprint Film ApS) — Mon, 24 Aug 2015 01:59:30 GMT

Er godt håndværk dyrt?

Måske, lige i starten, men i det lange løb betaler det sig.

Denne wire er over 30 år gammel. Den blev splejset og klædt efter alle kunstens regler af riggerfirmaet ITSTAR i 1982. Siden er den blevet vedligeholdt og lapsalvet omhyggeligt og konsekvent igennem alle årene. Så snart der er tid til det, skal den strækprøves, for at se, om den virkelig er i så god stand som den ser ud til at være. Vi vender tilbage til det.

Sejlmageren i "Hanse Sail Magazin"

simon@sprint.film (Sprint Film ApS) — Thu, 20 Aug 2015 01:59:06 GMT

I årets udgave (2015) af “Hanse Sail Magazin” skrev den kendte søfartsjournalist Herbert Böhm følgende om Maritimt Håndværk:

Helle Jespersen – Die Segelmacherin der Traditionssegler

2009 kam der Durchbruch, Helle Jespersen erhielt den Auftrag den 1748 errichteten Mastkran im Kopenhagener Marinearsenal zu restaurieren. Die armdicken Hanftaue, die die mächtige Holzkonstruktion zusammenhalten, waren seit 1927 nicht mehr erneuert worden und mussten dringend ausgetauscht werden. Diese Aufgabe löste Helle mit ihrem Helfer bei klirrender Kälte im Februar dieses Jahres in 38m Höhe so überzeugend, dass sie eigentlich kaum mehr Zeit findet für ihre Hauptbeschäftigung: Chief Mate auf dem eleganten dänischen Segelschulschiff „Georg Stage“.

Dort hatte ihre Karriere 1982 begonnen, nachdem bereits für das sechsjährige Mädchen festgestanden hatte, dass sie Offizier auf einem Handelsschiff werden wollte. Als erster Frau war es ihr gelungen, einen der begehrten Ausbildungsplätze auf dem Dreimaster zu erhalten. Nach Seefahrtsschule und weiteren Törns auf Segelschiffen hatte sie nach einigen Jahren schließlich die nötigen Patente in der Tasche um zunächst als 2. Steuermann auf dem norwegischen Segelschulschiff „Sørlandet“ anzuheuern.

Da in den Wintermonaten die angehenden Seeleute die Schulbank drücken mussten, nutzte man die Zeit um die Segelschulschiffe auf die nächste Ausbildungssaison vorzubereiten. Die meisten Arbeiten führte die Stammbesatzung aus – vom Ab- und Auftakeln des stehenden und laufenden Gutes bis zum Reparieren der Segel. Eine bessere Schulung gab es nicht, denn noch gab es die Segelmacher und Takler, die mangelnde theoretische Kenntnisse durch ein enormes praktisches Wissen ersetzten. Helle und ihr aus Hamburg stammender Ehemann sahen, wie jedes Mal, wenn einer dieser knorrigen Salzbuckel abmusterte ein Stück dieser in Jahrhunderten erworbene Qualifikation verloren ging – das wollten sie, wenn sie diesen Verlust schon nicht verhindern konnten, mit einer eigenen Werkstatt zumindest verlangsamen. Dies gelang so gut, dass heute die Segelmacherei und Taklerei Niels Hansen, dessen historisches Segelloft Helle Jespersen übernommen hatte, ein fester Begriff in Dänemarks Traditionsseglerszene ist.

In den Sommermonaten findet man Helle wieder auf dem Segler als Chief Mate, im Winter kümmert sie sich um das traditionelle Handwerk als Berufsschullehrerin und Chefin der Werkstatt. Und auch für die Zukunft scheint diese maritim-verrückte Familie bestens vorgesorgt zu haben, der Sohn fährt nach Urgroßvater, Großvater und Mutter als Vertreter der 4. Generation als Schiffsjunge auf der Georg Stage.